December 99. Jeg tror jeg gik i 7. klasse. En dag kom jeg hjem efter skole, som jeg plejede. Min far var tidligt hjemme. Det plejede han ikke at være. Han gav en eller anden grund jeg ikke husker, men jeg godtog den. Jeg tror jeg så lidt tv. Så kom min mor ned fra sin middagslur. Hun var hjemme hver dag, da hun var på efteruddannelse. Hun bad mig om at slukke tv'et, og jeg gjorde det. Så satte vi os sammen, min mor, min far, min lillebror og mig. Hun fortalte at hun havde fået kræft igen. Første gang var i 1996, brystkræft, hvor hun blev opereret, og jeg troede det var et overstået kapitel. Tilbage til 99. Jeg blev helt fra den. Jeg løb rundt. Råbte og skreg. Jeg troede hun skule dø, og jeg kunne ikke forestille mig et liv uden en mor. Jeg var helt forfærdelig til mode. Tankerne for rundt i hovedet på mig. Efter noget tid fik mine forældre mig lidt ned på jorden, og de fortalte at der var mange muligheder for at hun kunne blive helbredt. Der var piller, kemokurer og alt muligt andet. Jeg blev beroliget, og tanken om at hun var syg gemte sig væk. Ned bagerst i hovedet. En gang i mellem dukkede den frem, og jeg blev urolig, men jeg slog den tilbage ved at tænke at det hele nok skulle gå. Lægerne kunne hjælpe. Der var mange, mange muligheder. Der gik omkring et halvt år, hvor alt var som det skulle være. Hun fik et positivt svar på sin første prøve, og det var vi ude og fejre med bowling og en god restaurant. Men efter dette halve år var prøven ikke positiv. Tallene var ikke gode, og det betød hun skulle have en kemokur. Det slog os alle ud af kurs, da vi havde regner med at det hele stadig gik godt. Især min mor var selvfølgelig meget ked af det. Det undrer ingen. Egentlig tror jeg, at det der gjorde hende mest ked af var at hun skulle tabe håret. Kun 2% mister ikke håret, så chancerne var for at hun var en af de heldige var ikke store. Efter dette græd min mor tit. Det er aldrig rart at se sin mor græde. Og slet ikke når det bliver ved. Smerterne! Sorgen! Hun havde også nemt til tårer, ligesom mig, så det blev efterhånden en del af hverdagen. Men min mor kunne altid få noget godt ud af alt. Sådan var min mor! Hun besluttede at hende og jeg skulle ind i byen og se på parykker! Så en lørdag, tror jeg, tog vi ind til byen, fandt butikken, og så kikkede vi på alverdens parykker. Alle farver, alle frisurer, og alle størrelser.  Nogle pænere end andre. Til sidst fandt vi en flot, rød paryk. Den mindede lidt om hendes rigtige hår. Jeg syntes den var rigtig pæn. Vi havde en rigtig hyggelig dag, og sådan nogle dag savner jeg. For nej, det endte jo ikke godt. Det var ikke en solstrålehistorie. Det var ikke en "Happy Ending"! Onsdag den 27/3-2002 døde min mor af kræft.

Jeg har oprettet denne Weblog, fordi jeg gerne vil fortælle, hvordan jeg har haft det med at miste min mor, hvordan vennerne har reageret, hvordan jeg gerne ville have at folk havde reageret, hvordan jeg har det nu, selvom det efterhånden er et stykke tid siden, hvordan det er at leve sit liv uden den mor, som ellers skulle stå bag en, hvordan jeg forventer at tabet af min mor vil påvirke min fremtid, og hvad der ellers dukker frem.

Jeg håber at jeg får respons fra folk, især fra nogle der har oplevet noget lignende. Det kan godt være at det er 2½ år siden min mor døde, men jeg tænker stadig på hende dagligt, og jeg tror aldrig det bliver anderledes. Det skal det heller ikke. Og nu er det tid til at få nogle af mine tanker ned på tekst. For det ER meget at have i hovedet. Og der er sikkert også mange, mange andre som går med tanker om at miste, om død, om savn og om himmel og helvede.